• Rockband afbryder verdensturné efter kommentar om Trump-attentat

    Source: BDK Borsnyt / 16 Jul 2024 08:09:30   America/Chicago

    Rockbandet Tenacious D afbryder sin verdensturné, efter at bandmedlemmet Kyle Gass fra scenen gjorde grin med attentatet på Donald Trump. Det skriver det andet bandmedlem, Jack Black, på det sociale medie Instagram. På scenen til en koncert i Sydney søndag fik Kyle Gass overbragt en fødselsdagskage med beskeden om at sige et ønske højt. Herefter sagde bandmedlemmet "lad være med at skyde forbi Trump næste gang" med henvisning til attentatet på Donald Trump. Trump blev ramt af skud på sit ene øre til et vælgermøde i Pennsylvania natten til søndag dansk tid. Kyle Gass' kommentar om Trump fik hurtigt den konsekvens, at tirsdagens koncert i australske Newcastle blev aflyst. Nu har gruppen dog valgt helt at afbryde den igangværende turné. - Efter at have reflekteret føler jeg ikke længere, at det er passende at fortsætte turnéen, og alle fremtidige kreative planer er sat på pause, skriver Jack Black på Instagram. - Jeg vil aldrig tolerere hadefuldt sprog eller opfordre til politisk vold af nogen art, lyder det videre fra Black. Rockbandet skulle desuden spille koncerter i Brisbane, Melbourne og Adelaide, før turen gik videre til New Zealand i næste uge. Turnéen var planlagt til at slutte 26. oktober med en koncert i Bryce Jordan Center i Pennsylvania. Undervejs lagde rockgruppen vejen forbi Danmark, da Tenacious D gav koncert i Royal Arena 1. maj tidligere i år. Straks efter vittigheden om Trump krævede den australske senator Ralph Babet, at rockgruppen skulle udvises fra Australien og desuden få aflyst resten af de planlagte koncerter i landet. Jack Black, der også er verdenskendt som skuespiller, har tidligere kritiseret Donald Trump offentligt og vist sin støtte rent politisk til præsident Joe Biden. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/internationalt/rockband-afbryder-verdensturne-efter-kommentar-om-trump-attentat
Share on,